Vi skriver december og Nytårsaften nærmer sig hastigt og dermed er det sæson for ekstravagante kulinariske udskejelser, gigabranderter og fyrværkeriudladninger i tusindekroneseddelvis.
Og så er det
boblesæson. Måske synes du, det hele har tage lidt overhånd, måske er du ikke
specielt vild med champagne og måske vil du hellere bruge nytårsbudgettet på
andet end champagne, fordi dine gæster alligevel er så pattestive ved
årsskiftet, at det er helt ligegyldigt, hvad du hælder på dem, så længe det
bruser. Så giver du dem bare samarin og treo i champagneglas, de vil elske dig
for det dagen efter.
Nå, hvorom
alting er, så er der jo ingen der siger, at det partout skal være champagne,
man skåler nytåret ind med. Der er jo altså også boblevine fra andre dele af
verden. Hvis vi bliver i Frankrig, laves der glimrende mousserende vine i både
Bourgogne, Alsace og Loire... ja selv Bordeaux kan præsentere sprøde tørre
bobler. I Bourgogne bruger man nogle af de samme druer som i Champagne
(chardonnay og pinot noir) men må også tilføje gamay, aligoté, melon og sacy.
Sassy, huh? I Alsace bruger man også chardonnay, her suppleret med riesling,
pinot blanc, pinot gris og auxerrois.
Uden for
Frankrigs grænser er det svært at komme udenom Spanien og "cava", som
boblevinene hedder her. Her hedder primærdruerne parellada, macabeo og xarel-lo
(som altid staves med bindestreg), men bobledrue nummer et, chardonnay, sniger
sig også ind her i følge af pinot noir, monastrell og subirat. Den meste cava
(95%) produceres i Penedès i Catalonien men otte andre vinregioner producerer
også lidt.
Støvlelandet
Italien har indtil flere slags mousserende vine. Alt med bobler hedder
"spumante", men du kan både få blid og billig prosecco, dybrød
lambrusco (som smager pissegodt) og bobler i champagnekvalitet fra
Franciacorta. Skal du absolut æde kransekage til, så er Asti Spumante eller
Moscato d'Asti rigtigt gode bud og noget nær de eneste bobler, der er søde nok
til kransekagen.
Og så er der
altså også en del vin udenfor Europa.
Der er altså masser af bobler derude til dig, der ikke gider ofre flere hundrede kroner på sagen. Det skal nok blive et godt nytår alligevel.
[divider]Billige bobler[/divider]

Cava Mont Paral Vintage 2017 [BEDST TIL PRISEN]
Pris: 79,95 v. 6 (normalpris 99,95)
Forhandler: Jysk Vin
Parfumeret
og rar æblenæse. Venlig mund med blid mousse, lille sødme og forfriskende syre.
Charmerende allroundboble.
[rating stars="4"]

Cava Canals Nadal Brut Nature Reserva
Pris: 120,-
(normalpris 160,-)
Forhandler: Erik Sørensen
Moden og
udviklet næse med duft af pigeon. Rustik og kraftigt ekspanderende mousse inden
markant syre tager over. Fyldig, men grov.
[rating stars="3"]

Cremant de Bourgogne Albert Sounit Cuvée Prestige Brut [BEDST I TEST]
Pris: 129,-
(normalpris 159,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Frisk og
indbydende næse af syrlige æbler. Munden er mineralsk med intenst syrebid og
juicy finish. Charmetrold med klasse.
[rating stars="5"]

Cremant d'Alsace Henry Fuchs
Pris: 170,-
(normalpris 200,-)
Forhandler: Erik Sørensen
Tør mund med
ret forsigtig mousse, god syre og en letbitter grøn note til sidst. En
krævende, men god vin, der fordrer opmærksomhed.
[rating stars="4"]

Cremant de Bourgogne Moingeon Brut
Pris: 89,- (normalpris 139,-)
Forhandler: Kjær&Sommerfeldt
Charmerende,
let floral næse. Superdejlig mund med frisk syre og smag af mandel og æble.
Dejlig og frisk boble.
[rating stars="4"]

La Gatta Moscato d'Asti 2018
Pris: 90,- v.2 (normalpris 120)
Forhandler: Erik Sørensen
Kraftig,
blomstret muscat-næse med fin honningtone. Cremet mund med blide bobler, intens
parfumeret sødme. Perfekt til kransekage eller frugtbaserede desserter med is.
[rating stars="4"]
Indlægget VIN UDEN PIS: De bedste af de billigste alternativer til Champagne blev først udgivet på Gastromand.dk.